Dedikér god tid til din kampagnes emnelinje – emnelinjen er billetsælgeren til forestillingen (kampagnens indhold), og derfor er den vigtig, vigtig, vigtig.
Vi forudsætter nu, at du ved alt om, hvordan du undgår at havne i diverse spamfiltre. Du ved fx, hvilke ord og tegn du helst ikke skal bruge. Det ved du blandt andet, fordi du har læst om spam - Godt så!
Derfor er din kampagne nu havnet i modtagerens indbakke – som nr. 4 fra toppen blandt 11 ulæste beskeder. Der er 6 mails fra kollegaer/bekendte og 5 nyhedsbreve, hvoriblandt dit er det ene.
Forestil dig ovenstående scenarie. Din modtager vil naturligvis have størst interesse i de mails, som kommer fra kollegaer/bekendte, men vil derefter browse henover de øvrige. Din kampagne er her i konkurrence med 4 andre kampagner, og du skal have solgt billet til din.
Dine muligheder er:
1. Afsendernavn og 2. Emnelinje.
At komponere en emnelinje, der skiller sig ud er lettere sagt end gjort. Men hold den kort og præcis (en tommelfingerregel siger under 35 tegn), og lov ikke noget, som du ikke kan overholde i selve kampagnen. Og for alt i verden; signalér troværdighed.
Derefter sæt dig selv i modtagerens sted: Hvad vil du, som modtager, finde interessant?
”Vi har flotte varer”
”Snart sidste chance - skynd dig”
”Shop nu og få en flaske vin”
”Udsalg slutter ved midnat”
Hvad ville du selv klikke på? - Intet er givet på forhånd, men det er vigtigt du forsøger at være kreativ og konkret. Du kan med fordel samtidig benytte lidt kant, humor og metaforik (fx et æggende tilbud til påske).
Benyt alle de tricks du kan komme på, således det er din kampagnes emnelinje, der vækker mest opmærksomhed. Din kampagne er i skarp konkurrence – altid.
Så det handler derfor ikke kun om at have godt tilbud, spritnye varer eller den vildeste konkurrence. Førnævnte hjælper intet, hvis dine modtagere alligevel ikke åbner mailen, fordi emnelinjen ikke er fængende nok.
Og som alle andre ting, når vi taler kampagner, skal du teste, teste og teste dig frem til de bedste resultater. Det mest optimale er uden tvivl også at lave en udvidet test med Litmus.
Comments