Ups #1: Du glemmer at teste
Vi kan ikke sige det nok gange – Husk altid, altid at teste dine kampagner inden du sender til hele din liste. Når først din kampagne er sendt ud, er der ingen vej tilbage, så sørg for at det, du sender ud, er tip-top.
Test gerne på flere forskellige konti (såsom Hotmail, Gmail, Yahoo!, Jubii, osv.). Tjek layoutet, tjek at dine links, specielt ’afmeld dig her’-linket, virker og husk at læse korrektur.
Ups #2: Du har ingen tilladelse
Før du kan sende e-mails ud, skal du have tilladelse fra hver eneste af dine modtagere. Lyder det besværligt? - Det er det ikke, og det betaler sig.
Har medlemmet givet tilladelse, er der langt større sandsynlighed for, at din e-mail bliver leveret, at den ikke havner i spam-/uønsket post-mappen og – allervigtigst – at din åbnings- og klikrate stiger.
Tilladelsen er lidt ligesom dating, forvent ikke et salg ved første møde, men gør dig stille og roligt fortjent til medlemmernes tillid. Derfor skal du heller aldrig lade dig friste og købe e-mail-lister eller mobilnumre andetsteds. Dette er ulovligt, ikke pengene værd og kan få katastrofale konsekvenser for din forretning og troværdighed. Lad os bare være ærlige, uønskede mails er ikke vejen frem.
Det er god stil at indsætte det, der kaldes en permission reminder i din kampagne, hvori du minder dine medlemmer om, at du har fået deres tilladelse til at kommunikere med dem, fx: ”Du modtager denne mail, fordi du har tilmeldt dig nyhedsbrevet via vores hjemmeside”.
Med Heyloyalty er tilladelsen knyttet til den enkelte medlemsliste – uanset om du har rekrutteret dine medlemmer på en messe, din hjemmeside eller via facebook, så kan du nemt oplyse dem om, hvor de har sagt ’ja tak’ henne.
Du finder ’Permission reminder’, når du opretter en ny liste her. Læs mere om Permission reminder.
Stadigvæk lidt i tvivl? – Besøg markedsføringslovens hjemmeside.
Ups #3: Din mail ligner spam
Du modtager garanteret selv spam, så du ved, hvordan det ser ud. Tænk på det, når du laver din kampagne.
Her er et par tips til, hvordan du selv kan undgå at blive opfattet som ’spammy’:
Skriv ikke STORE BOGSTAVER, !!!!!!! eller ????? i emnelinjen – man kan nærmest ikke bebrejde spamfilteret for at klandre dig for det.
Skriv ikke ”klik her”, ”gratis”, ”bonus”, ”viagra”, ”hottest” o. lign. – Så kan du godt regne med, at spamfilteret reagerer.
Skriver du med rød eller grøn skrift risikerer du også at ryge i kløerne på spamfiltret.
Tjek, at datoen og uret på din computer er korrekt indstillet. Forkert angivet dato eller tid kan føre til, at du lider samme skæbne som spammerne.
Sidst – men ikke mindst – hold hvad du lover. Send kun det ud til dine modtagere, som du lover – Har du skrevet, at du vil skrive om hårde hvidevarer, skal du ikke pludselig begynde at skrive om heste.
Noget spamfilteret modsat giver positive point for er, hvis du inkluderer en fysisk postadresse og/eller et link til afmeldelse af kampagnen.
Ups #4: Du har for travlt
En af de største fejltagelser er, at du har for travlt med at få færdiggjort din kampagne. Hvis du stresser og ikke gennemtænker dit design, indhold, din emnelinje og liste, risikerer du at ryge i spamfilteret og mindske din åbningsrate.
Det er vigtigt, og det belønner sig, at du bruger den tid, det tager.
Ups #5: Du tjekker ikke din kampagnestatistik
Det er i kampagnestatistikken, du kan måle din succes. Send derfor ikke bare massevis af kampagner ud uden at holde øje med resultaterne.
Hvis du vil forbedre dig, skal du efter hver eneste kampagne se på din åbnings- og klikrate. Vær også opmærksom på bounces, der viser, om der er nogle e-mails, der af forskellige årsager slet ikke når frem til modtageren - Det er jo rart nok at vide, ikke?
Prøv også A/B splittest, hvor du nemt finder ud af, fx hvilken dag og på hvilket tidspunkt det er bedst at sende mails ud, hvad der vækker modtagernes interesse, samt om små-ændringer kan øge dit salg.
Ups #6: Du giver ikke modtagerne muligheden for at sige ’nej tak’
… På en let og enkel måde.
Det er altid bedre, at medlemmet frabeder sig flere mails eller sms’er fra dig i stedet for at de klikker på ’spam-knappen’ – og det gør de ofte, hvis det ikke er nemt at framelde sig. Så glem alt om, at straffe medlemmerne ved at de skal sende en fax eller brevdue, hvis de ønsker at komme af din modtager-liste.
Hav derfor altid et tydeligt ’afmeld-dig’-link i dine kampagner.
Husk, at kvalitet er bedre end kvantitet. Tilfredse og engagerede medlemmer, der ønsker at modtage dit indhold, er vel at foretrække frem for dem, der føler du forstyrrer og opfatter dig som spam?
Og overvej så, når et medlem framelder sig, om du ikke skal spørge, hvorfor og om vedkommende ikke har lyst til at følge dig/jer på fx de sociale medier i stedet.
Du vælger helt selv, hvordan du vil sige farvel til et medlem, når du designer din afmeldingsformular.
Ups #7 Du glemmer at være relevant
Husk altid at stille dig selv spørgsmålene: ”Hvem er min målgruppe, og hvad forventer de?” - Kan du svare på det og målrette dit indhold derefter, er du virkelig godt på vej.
Desværre er der tendens til, at nogle glemmer at stille sig selv disse spørgsmål. Og hvis dine medlemmer ikke finder det relevant, så smutter de altså til sidst.
Lav derfor løbende indhold, som engagerer din målgruppe. Mål løbende på, hvad der interesserer dem og giv dem altid noget af værdi, og du vil opleve, at din kundeloyalitet får et alvorligt boost.
Og så skal du selvfølgelig bruge din sunde fornuft – Hvad ville du gerne selv modtage? Gider du ikke selv læse det, du har skrevet, gider dine kunder højst sandsynligt heller ikke.
Læs mere om målrettet kommunikation.
Ups #8 Du går ud fra, folk husker dig
Måske du ville sikre dig, at du havde en masse modtagere på din liste, inden du begyndte at sende kampagner ud, eller måske du har haft travlt, og har derfor aldrig fået sendt noget ud til dine medlemmer/ikke har kommunikeret med dem i evigheder.
Selvom medlemmerne har givet dig tilladelse til at kommunikere med dem, må du ikke forvente, at de kan huske, hverken dig, eller hvorfor de har tilmeldt sig, når der er gået et par måneder uden de har modtaget noget fra dig. Derfor, når de ud af det blå modtager en kampagne fra dig, sletter de den, eller i værste tilfælde anmelder de dig for spam.
Sørg derfor for, at der ikke gå for lang tid mellem din kontakt til medlemmet, hvis det alligevel sker, så start blidt ud, fx med ”Husker du mig?” eller ”Nu er (indsæt fx navn) endelig i luften”.
Det handler selvfølgelig ikke om, at du skal bombardere dine medlemmer med forskellige kampagner. Det handler om at finde en naturlig balance, hvor medlemmerne husker og ser dig(ja tak, og køber noget!) – Uden at de finder dig irriterende og irrelevant.
#9 Du sender fra din personlige mail-adresse
Du vil gerne opfattes som troværdig og professionel, ikke? – Det er der større sandsynlighed for, at du gør, hvis din afsender-e-mail repræsenterer din forretning og/eller budskabet, fx per@loyalitetsbureauet.dk eller nyhedsbrev@loyalitetsbureauet.dk, end hvis du sender fra din personlige adresse, fx @hotmail.com eller @yahoo.com.
De fleste ville være mere betænkelige ved at åbne en mail fra hansjensen@jubii.com, fordi de ikke ved, hvad den indeholder, end de ville være ved at åbne nyhedsbrev@loyalitetsbureauet.dk, der virker mere gennemskuelig, professionel og troværdig. Desuden er der også større chance for, at din e-mail ikke bliver fanget af spam-filteret, hvis du bruger et domænenavn frem din personlige adresse.
Med andre ord; inviter ikke dine medlemmer hjem i dit soveværelse, men ind på dit kontor.
#10 Du overser liste-hygiejnen
.. Lyder det kryptisk? .. Bare hæng på …
Liste-hygiejne betyder, at du optimerer din modtager-liste ved at være opmærksom på og fjerne eventuelle falske eller forældede e-mail-adresser.
Desuden er det også en god ide, at skaffe de rigtige ’permissions’- altså at være sikker på, at dem på din liste, har givet dig tilladelse til at sende til dem, samt at du er reel og konkret i dine intentioner, når du rekrutterer nye medlemmer (se #2). Så ved du også, at dem på din liste – højst sandsynligt - er oprigtig interesserede i at høre fra dig.
Det kan umiddelbart virke ligegyldigt, at du har et par medlemmer på din liste, der ikke åbner din e-mail, eller at nogle e-mails går forgæves til inaktive mail-adresser, men det er det altså IKKE.
Desto 'renere' din liste er, desto større sandsynlighed er der nemlig for at øge leveringsevnen. En ren liste er også optimeret i forhold til, hvor mange der åbner, klikker, framelder sig, spam-anmelder, etc.
Holder du styr på dette, og løbende skiller fårene fra bukkene, har du større chance for at trænge igennem ’muren’ omkring de mange e-mail-systemer.
Comments